Der mangler to kalve og to hjorte

Jagten på kronhinder og kalve slutter den 15 januar, og i ugen inden vi manglede stadigt to kalve og to hjorte i at opflylde afskydnings kvoten i Roszan så jeg kiggede meget på vejret i ugens løb på kontoret for hvis der så meget som var tegn på at det kunne være sporsne så var det bare om at komme afsted.

I Warszawa var temperaturen hele tiden på plus så der var ikke meget trøst at hente, men da jagt distriktet har et andet klima en warszawa, selv om afstanden kun er ca 90 kilometer, så kunne der godt ligge sne derude. Malgosia, en af mine gode jagtkammarater, havde ringet og sagt at nu var hun altså færdig med det arbejde hun skulle være færdig med så hvis vi skulle af sted så kunne det godt være fredag morgen.

Fredag morgen var der et tyndt lag sne på bilerne udenfor på Unverytecska gaden, det tegnede godt selvom jeg bandede over min egen magelighed der havde holdt mig hjemme i den varme lejlighed i stedet for at køre sent torsdag da jeg var færdig på kontoret. Mad, sovepose, patroner, vodka, riffel og jagttøj, det hele på nakken og så ud til bilen, hen forbi Malgosia og så afsted. Det første jeg kigger efter når jeg kommer ud på gaden er om min Toyota er hvor jeg efterlod den, det næste er om låsene er i dørene. Det så ud som om det hele var der, men det så også ud som om der var meget lidt luft i det højre forhjul og det venstre forhjul var helt og aldeles fladt. Satans osse, her stod jeg med alt mit grej og så med to flade hjul. Der var jo ikke andet at gøre end at få skiftet det flade hjul og så se om jeg kunne humpe hen til den nærmeste benzin station, få pumpet det andet og så se at finde en hjulmager der kunne lappe dem begge. Så i stedet for at være på vej på jagt lå jeg nu med næsen i asfalten og broklede med dunkraften. På vej hen til benzin tanken så jeg et skilt med "Vulkani" et eller andet og det var jo som kaldet fra himlen og heldigvis havde de masse af tid til at hjælpe med det problem som nogen meget opfindsomt havde skabt med en skuetrækker! Det tog jo syv lage og syv brede inden vi havde fået lappet og afbalanceret så klokken var godt 10 inden jeg var hos Malgosia der sammen med korthåren Czata jo stod og trippede for at komme afsted.

I Pultusk, der ligger en halv times kørsen fra distriktet, plejer jeg at holde ind til en lille bitte foretning der laver grillede kyllinger og som det godt kan lade sig gøre at spise mens jeg køre de sidste kilometer til Roszan. Malgosia spurgte forsigtigt om ikke det ville være bedre hvis hun kørte og jeg spiste! Det indvilgede jeg i selv om det sidst sluttede noget brat.
Det var Påske, forårsluft og råvildet var fremme midt på dagen så Tomek, Malgosia, Hania og jeg var kørt ud for at se hvad der skete i skoven. Malgosia, der som de fleste piger elsker at køre firhjulstrækker, kørte koncentreret og temmeligt stærkt da jeg opdagede en buk der gik i skovkanten og selvfølgeligt pege for at de andre skulle se den. Malgosia mente helt bestemt at en firhjulstrækker er terrænggående og drejede helt selvfølgeligt i den retning jeg pegede ... Det var altså tøvejr, men frosten var stadigt stenhård i ca 45 centimeters dybde og jorden over havde konsistens som havregrød.

I Roszan, som ligger ved floden Narew, var vejret helt perfekt med en halv centimeters sne, klart og fint vejr. Vi skyndte os at få lukket huset op, skiftet tøj og komme afsted til stalden hvor Malgosia har sine heste stående. Jeg er ikke nogen ørn til det der med hest, men jeg er kommet i lære hos Malgosia og en hest er enhver firhjulstrækker langt overlegen når det gælder om at komme omkring de ca 15.500 Hektar som vi har jagten på. Men det er en hård skole, hesten skal strigles, hovene renses og der er ingen nåde når Malgosia spørger om jeg selv syntes at den hest er striglet? med et tydeligt udråbstegn der siger "om igen".

"Ret ryggen", "Se lige frem", "hælene nedad", "Tømmen SKAL ligge over til venstre" lyder de bydende fra Malgosia men sådan er det jo at være i lære!
Vi havde en fin tur men fandt ingen fod af krionvildt på markerne, sneen var sikkert faldet i løbet af morgenen så det så ud til at den rudel kronvildt som vi regnede med at lokalisere skulle findes i skoven. Ved den afdeling der brændte i august fandt vi fod af en lille ruddel på 7 dyr med et par kalve i blandt! Det passede fint at vi skridtede tilbage til stalden så vi kunne nå at være i skoven til klokken 3. Vi skiltes der hvor vi havde set fod og aftalen var at jeg skulle gå på foden og så vill Malgosia forsøge at vente et par strategiske steder for at se hvad der skete.
Jeg har over årene lært kronvildet så godt at kende så jeg ofte kan komme på skudhold af en rudel ved simpelt hen at gå direkte på foden og give pokker om de får vind af mig. Ofte er de så nysgerrige at de lige skal se hvad der sker og hvem der dog kan finde på at forstyrre dem så det giver ofte en chance men man skal have besluttet sig og der er ofte kun få sekunder til at vælge hvad der skal skydes mens de sikrer inden de lige så stille fordufter. Det tog lang tid at udredde sporene i den tætte fyrre planting, tilsyneladende havde de ligget der i et par timer og var så gået videre ind i skoven. Skoven er på godt 5.000 hektar så langt ind i skoven er altså LANGT! Jeg havde lige afstikker ud på markerne idet de havde mødt en anden rudel der var gået ud på marker og det så ud som om de havde fulgtes ad et par hundrede meter, men jeg måtte jo erkende min fejltagelse da jeg kunne se flade marker og ingen kronvildt selv om jeg kunne haves voret at sporene var efter den sidste sne var faldet!
Dagen var ved at slutte så det blev langsomt mørkere i skoven da jeg, stadigt på sporet, kom ud af nogle tætte fyr og ind i en afdeling med høje åbne eg og fyr. Erfaringen siger at kronvildet gerne vil stå i kanten af sådan en åben skov så de kan se det som deres lugtesans ikke kan fortælle dem så jeg var meget årvågen da det jo også er der hvor chancen for skud kan opstå. På listefødder hen over en lille bakke og der var der jo noget rødt som stod stille, underligt, men i riffelkiggerten kunne jeg se at det var en hjort der kiggede på mig på ca 150 meters afstand, ikke noge stor hjort men var det en god spidshjort der ikke skulle skydes eller var det en svag 6 eller 8 ender. Det var ikke til at afgøre og hjorten stod med front imod mig og stirrede direkte på mig, spørgsmålet var blot om den var helt klar over at jeg havde set den. Efter 3/4 minut drejede den væk uden at levne mig en chance for både at se hvad det var og så nå at skyde den dårlige 6 ender som det viste sig at være. Sørens også men hvad var det, der var jo hele rudelen! jeg småløb hurtigt de 30 meter til den næste lille top og smed mig med riflen i anslag. De kom også nydeligt spadserende men hinderne holdt kalvene så de enten var dækket af træer eller også skyggede for dem, og så var det magiske øjeblik ovre og de var væk ligesom en drøm.
Jeg fulgte sporen af hjortene som havde skilt sig fra hinderne men det blev hurtigt for mørkt til at det gav nogen mening så jeg gik tilbage til bilen hvor jeg mødtes med Malgosia.
Tomek og Hania kom fra Warszawa og vi mødtes alle til aften og spiste den gryde Vildsvine bov som jeg havde lavet i warszawa. Lørdag morgen var vi vist alle lidt tunge i øjenlågene men Præsten, vores Jagtlige formand i foreningen, kom klokken halv otte så det var bare med at komme ud af fjerene og komme igang. Der skulle være fællesjagt på det andet distrikt så han var nødt til at vær med der. Jeg finder fællsejagter spild af tid hvis det handler om kronvildt, det er langt mere sandsynligt at få et godt resultat hvis jeg går alene så jeg ønskede knæk og bræk til Præsten og kørte ud til bogen for at skrive mig ind i den region hvor jeg havde mødt rudelen fredag.
Jeg kørte langsomt gennem skoven med hovedet ude af vinduet for at se efter spor på vejen. Ikke langt fra hvor jeg havde sluppet fredag fandt jeg fod fra natten så jeg forlod bilen og begav mig afsted på foden. Det blev en lang tur det så ud som om det kunne være de tre hjorte fra igår men sporene vær sådan flettet ind i hinanden at jeg ikke var sikker på noget som helst. Sporene endte ovre ved den brædte skov hvor en stor rudel på måske 20 styk ker have krydste mine tre hjorte! Det var jo et svært valg, de tre hjorte som jo var det mest interresante eller forsøge at skyde en kalv fra den store rudel som jo egentligt var dagens hovedformål. Det blev kalven så jeg skiftede til den store rudel og begeav mig afsted dybere og dybere ind i skoven.
I den samme afdeling hvor jeg havde mødt hjorten igår stod de igen idag, men de gav mig ingen chance og tordnede afsted så det lød som skoven væltede og alt splintredes på deres vej. Jeg løb alt hvad jeg kunne fremad og til højre for eventuelt at fange en løs hjort der kunne finde på at gå modsat af rudlen, men forgæves.
Jeg ringede afdelinge for at se hvor de var blevet af og måtte to gange rundt inden jeg var helt klar over hvad er var sket. Så gik det ellers på foden igen, op af bakke, ned af bakke med riflen på skulderen og næsen i jorden.
Når man sporer en rudel kronvldt så kan det være fristende blot at gå der hvor der er flest spor men jeg plejer at holde mig til eet dyr da det som regel er nemmere at regne ud havd der er sket når man ligesom får en fornemmelse af hvordan det bevæger sig i rudelen det er også den eneste chance hvis sporen fra en anden ruddel krydser.

Jeg så dem gennem tætte høje fyr som skygger der uden en lyd viste sig i korte glimt og fulgte efter hurtigt, det kunne jo være at de tog fejl. Ude af de tætte fyr og i gammel åben fyrreskov med enebær i bunden så jeg fire eller fem dyr der langt langt ude trak fremad, jeg havde fast anlæg på en solid gammel fyr, stukket snellen og så at det sidste dyr og det eneste som jeg havde chance for at skyde til var en dårlig spidshjort, holdt lidt højt på den og skød!
Hjorten faldt på stedet men jeg nærmede mig nu med stor forsigtighed og der blev mine værste aneelser til virkelighed for hjorten kom på benene som en anden bambi dinglede den afsted direkte væk fra mig. Jeg ville ikke lave mere ravage end højst nødvendigt så jeg satte mig roligt på bagen og ventede på at hjorten skulle vise de ene side eller et solidt stykke hals men det varede længe inden jeg kunne skyde den hvor hals og krop mødes. hjorten blev forsynet med det gule plastic bånd med dato og afskudsnummer som alt vildt skalforsynes med inden den blev brækket op og lagt så Ravnene ikke kunne komme til.
Der var langt til bilen så jeg kunne jo ligesågodt spore rudlen vidre og se hvad der var hændt, jeg manglede jo stadigt en kalv! det blev en lang tur der endte med at de gentog den samme fejl og jeg kunne skyde den kalv som jeg manglede. Problemet var nu blot at det var begyndt at sne og kalven lå et sted hvor jeg ikke anede var! så jeg lavede små pyramider af grene hver gang traktorsporet delete sig indtil jeg kom til kendt område. Det kan være svært at finde tilbage når det er mørkt og alle spor er slette af nyfalden sne så jeg tog mig god tid til at mærke vejen af. Det var ved at blive mørkt da jeg kom tilbage til bilen og for at få lidt hjælp til at læsse de to dyr kørte jeg tilbage til huset hvor Tomek og Hania tog med ud for at slæbe ud og læsse. jeg plejer godt selv at kunne læsse hjort indtil 110-120 kilo men jeg var slidt efter hele dagen i skoven og måske 20 kilometer med riflen på skulderen.
Tomek havde skudt en kalv samme dag så det var en flot parade vi kunne lave på græsplænen foran huset om søndagen inden vi skinnede og forlagde den ene kalv.