Det havde været en hård uge på kontoret i Warszawa, fredag skulle være fridag så jeg kunne køre til Pleszew og skyde en buk. En ubevidst plan om at skyde en buk i Pleszew og derefter køre til Prusinowice og skyde endnu en buk lå og lurede som reserve hvis jeg skulle være heldig! Jeg ville gerne have skudt de to bukke her i juni da det kan være meget svært at finde unge bukke i brunstperioden og vores afskydnings system fordrer at vi først skyder en et eller to årig buk for derefter at få licens til en "gammel" buk.

Selvfølgeligt kom jeg for sent af sted fra kontoret Torsdag aften så først klokken godt 5 havde jeg pakket riffel, sovepose, patroner og en flaske "Cutty sark". Det plejer at tage 3½ time at køre de 256 kilometer til Pleszew, der ligger ca. 90 kilometer sydøst for Poznan, så jeg regnede med at kunne nå at komme i skoven om aftenen om ikke for andet så lige for at høre løvfrøerne og se det sidste af solnedgangen.

Som sædvanligt var trafikken håbløs med regnvejr og lange vogntog af lastbiler på vej til Tyskland , vejen på de første 90 kilometer egner sig ikke til overhalinger men på den anden side så ventede skoven jo forude! Hele vejen kørte jeg friskt til og lagde mærke til hvor lidt de små landsbyer, husene, og landskabet havde ændret sig siden jeg for 10 år siden første gang kørte denne vej. Det er utroligt at tiden, der i Warszawa er på omgangshøjde med New York og London, her væk fra det hele står ganske stille ja endog nogle steder ser ud til at går baglæns.

Klokken ni kørte jeg over jernbanen der også er revir grænse og videre ind imod skoven der på forunderlig vis havde lokket til den lange køretur, der var ikke andre i jagthytten så jeg fik fat i nøglerne fra skovfogeden, der bor tæt på jagthuset, så jeg ikke skulle forstyrre dem sent på aftenen. Det var meget sent så chancen var nok størst for at møde en gris der var tidligt på færde på markerne på den anden side af skoven der "kun" er på ca. 2200 Hektar, så jeg skrev mig i bogen og så af sted.

Hollenderek's lade er et af de kendte punkter i skoven og er det sidste der er tilbage efter et lille husmandssted som lå i skoven indtil midten af 50'erne hvor det blev flyttet til den anden side af jernbanen. Hollenderek var en legende som jagtbetjent og føre når der kom prominente jægere på besøg og kendte stort set alle hjortene og bukkene ved navn da han vist brugte mere tid i skoven end på at passe sine marker. Når der var nogen der havde skudt en hjort eller buk og hentede ham for at han med hest og vogn kunne køre ud så tog han altid kniv og spade med sig og således ekviperet spurgte an ung jæger således hvad spaden skulle bruges til, for kniven kunne han jo nok regne ud, og fik det faste svar at kniven var til at brække op med og spaden i fald at trofæet ikke passede til afskydnings kriterierne så problemet ikke kom udenfor skoven!

Hollendereks lade ligger just indenfor skovbrynet og var altså udgangspunktet for aftenen spadserer tur. Myggene var slemme og gjorde at enten skulle jeg finde et sted at kravle til vejrs eller bestandigt bevæge mig, så valget faldt på en gammel hochsits der står ved en langstrakt eng der som regel huser råvildt og hvor der er gode chancer for at se både Vildsvin og kronvildt. Rugen ved akacie alléen var mandshøj og tæt efter forsommerens megen regn så jeg listede ligeså stille langs kanten og forsøgte at beskytte riffel kikkerten mod vand og støv fra rugen. Halvvejen langs markskellet mod engen står der en hochsits men da græsset og kornet næsten gik i et, var der ingen mening i at sidde der.

Der, kun få meter fremad, rystede en lille eg så det raslede i bladene og jeg kunne jo nok regne ud at der måtte være en buk nedenfor så jeg fik riflen i anslag og da bukken stak hovedet frem kunne jeg tydeligt se at det var en absolut afskuds buk i halv gehør højde. Nu var gode råd jo dyre da jeg ikke var meget for at skyde en buk på halsen, selv på kun 30 meter. Afstanden mellem succes og en frygtelig anskydning er kun en fingerbredde så jeg valgte at satse på stigen op til hochsitzen så kunne jeg muligvis få så meget buk fri af græsset at det var forsvarligt at skyde. Af underlige årsager hørte bukken ikke at jeg maste mig gennem græsset og langsomt kom op på stigen så med fast anlæg på stigen så jeg ham springe et par skridt frem og begynde at feje en anden eg. Det var verdens nemmeste skud og bukken forendte i knaldet med et højt skud gennem toppen hjertet.

Havde jeg ikke haft min nødplan så ved jeg ikke om beslutningen om at skyde bukke var faldet så prompte da jagten jo så havde været ovre næsten inden den var begyndt så det var jo med en vis nysgerrighed at jeg gik ned af stigen og hen til den forendte buk og hvilken buk det var! En rigtig krøllet opsats med korte tykke sorte stænger og kun antydningen af sprosser, det var en af de bukke som meget erfarne bukke jægere vil flække en arm på langs for og den var altså faldet som en appelsin i min turban uden den allermindste indsats, Hubertus var altså helt og aldeles af den mening at jeg havde noget tilgode og jeg har lært at det som Hubertus giver, det tager man pænt imod og bukker dertil!

I Prusinowice bor vores præsident for jagtforeningen det meste af sommeren i sit rummelige "sommerhus" og det var med en slet skjult glæde at jeg fredag godt middag holdt uden for sommerhuset for lige at hilse på inden jeg gik på jagt. Det var med stor glæde at jeg blev budt ind på kaffe og skulle absolut høre om deres planlagt tur til Nordkap og om det nu også kunne passe at spisningen i Norge kunne være SÅ dyr som rejse bureauet havde angivet.

På vej ud af jagtstuen pegede han på opsats nummer to fra venstre i en stribe af bukke opsatser og sagde med slet skjult tilfredshed i stemmen at sådan en buk vil ALLE der kommer til distriktet gerne skyde men INGEN har set sådan en i de sidste 20 år! Jeg forsøgte at skjule min egen tilfredshed og sagde diskret at sådan en havde jeg da liggende ude i bilen. Det kan nok være at det fik liv i præsidenten og selv om han ikke er alt for godt gående så skulle vi absolut ned til bilen for at se om det virkeligt kunne være rigtigt. Det var næsten som en kopi af den buk der hang på vægen, en 8 eller 9 år gammel buk med slidte tænder og er det noget der vækker respekt så er det netop sådan en buk!