Sammen med en god ven, Tomek skød jeg fire stykker kronvildt i dagene op
imod den sidste weekend i hindernes jagttid hvor vi skulle have
afskydningsplanen opfyldt for ikke at få en kæmpe bøde fra statskov
distriktet, Den sidste blev en underlig otte ender hjort der manglede mellem
sprossen på højre stang. Lørdagen gik med at spore en ganske let anskudt
spids hjort som Tomek aftene før havde skudt til som nummer to ud af en
rudel efter at have skudt en hind først. Jeg fandt kun nogle få hår fra
bryst/ mave regionen på anskudsstedet der var og absolut hverken sveis eller
fod der antydede hvor de var forsvundet hen. Men efter en halv time fandt
jeg det sted hvor rudelen var gået ind i skoven. Nøglen var at hvor marken
var barfrosset uden sne så var der nogle mospuder ved skovkanten hvor der
akkurat var et klov aftryk at finde. 8-10 meter inde i skoven fandt jeg den
første dråbe sveiss!
Nu var gode råd dyre for det var begyndt at sne ganske, ganske lidt men der
skal ikke emget til førend alle spor er slettet.
Langsomt gik det fremad med en dråbe for hver 5-10 meter, ved at smage på
sveiss dråben kunne jeg konstanterer at der ikke var tale om mave eller
lever skud men om et kødsår, det loved ikke umiddelbart godt! Sveis dråberne
faldt midt i sporet og ikke til hverken højre eller venstre så der måtte
nødvendigvis være tale om et meget lavt skud der var heller ikke tale om
aftværinger på nogle af de grene eller træer som rudelen passerede forbi.
Alle dyr holdt også tæt sammen. mit bedste gæt var at der var tale om et
skud der havde klippet eller strejfet bryst benet Men det eneste man kan
gøre er at forsøge at se videre hvad Hubertus har i posen!

Efter ca 800 meter kom vi til et hugst bælte på ca 100 meters brede, igennem
fyrre skoven var det gået nogenlude med at spore da nålene der var blevet
trådt på ligesom vendte forkert, var kommet lidt i uorden, men ude på
hugstfeldtet var der kun langt gult græs! og frossen jord, det tog lang tid
at udrede for i skoven er der også ligesom en logisk vej som dyrene
nødvendigvis må følge men herude på den åbne flade er der ingen
holdepunkter. Hvis jeg går selv så bruger jeg to stokke som jeg bruger til
at markerer de to sidste sveiss dråber eller spor så jeg hele tiden kan
finde tilbage uden at skulle lede efter det sidste spor, når vi er to så
bliver den ene tålmodigt stående ved det sidste spor og flytter sig så op
til de næst spor når det er fundet. Halvvejs ovre ved den anden side fik jeg
pludselig kontakt med sporet igen, rudelen havde drejet til venstre
umiddelbart ude på hugstfeltet, men her var pludselig mere sveiss så håbet
steg med hastigheden af hvormed vi vandt frem.

Men ak ved den anden side af hugst felete var det slut med sveiss, det var
kun ved at stå længe og kigge på tæppet af fyrrenåle der nu havde fået et
ganske tyndt lag sne at jeg kunne ane en linie der ikke skulle være der, men
det var kun efter 50 meter og en dråbe mere at jeg var sikker på et det ikke
var et gammelt spor. Herefter var det relativt let at følge sporet gennem
den tætte fyrreplantning, men der var nu meget langt imellem sveiss
dråberne, hvad var der sket ? var det bare et strejf skud der ikke havde
nogen vital betydning? Efter de næste 500 meter fra hugstfladen var det
slut, her begyndte et meget bakket terrain, gamle sandklitter med med åben
gammel forvreden fyrreskov der sikkert var fyldt med granat splinter fra de
hårde slag og træfninger mellem Tyske og Russiske styrker. Ingen fod, ingen
sveiss og åben skov hvor højre var lige så godt som venstre, af en eller
anden grund følte jeg at det kunne være at hjorten var tæt på for det sker
under tiden at sveis afgivelsen forsvinder kort førend dyret forender eller
sætter sig.

Men det var slut med at spore noget som helst, så vi gik lidt på må og få
men fandt ingen ting. Efter en tid rysteded jeg på hovede til Tomek og vi
begyndte at gå til bage, men så der i en gammel stribe sne lå der en tydelig
dråbe sveiss! Det var sørens så var hjorten sandsynligvis drejet væk fra
rudelen, så kunne den ikke være langt borte, op på den næste høj og der på
den næste høj lå han i en position der antydede at hav vented på os! Tomek
holdt ham i riffel kikerten og jeg gik langsom udenom men det var
unødvendigt da den var forendt!

Tomek var ovenud lykkelig, ikke så meget for at have skudt en spidshjort men
for at vi havde fundt ham og takkede Sct Hubertus af et fuldt hjerte. Kuglen
havde klippet bug skindet op lige efter brystbenet og lavet et 5 centimeter
langt hul ind i bughulen så en del af tarmene var blevet trykket ud af
bughulen og hang ud af bugskindet men var ellers fuldstændigt intakte. 1
centimeter lavere og det havde været en ren forbier! Havde det været et
ældre dyr havde vi ALDRIG fundet det da det ville havde gået meget længere
inden det havde sat sig. Men også en pegefinger om altid at vente et par
time med at gå efter et anskudt dyr så det bliver i det første sårleje,
havde vi stødt hjorten om aftene så havde chancen været meget lille.

Jeg brækkede hjorten og så slæbte vi den i fællesskab ca 400 meter ud til en
vej der så ud til at være forbundet med et eller andet så vi kunne køre
dertil, på vejen tilbage til bilen kom vi forbi ankudsstedet og selv om jeg
vidste hvor det var så fandt jeg det ikke igen på marken! Så meget betød det
ganske fine lag sne der ligesom puddersukker på en kage lå ud over narken

Selvom det ikke var min hjort så bliver det nok en af dem jeg husker bedst.

Knæk og bræk

Peter Frost Hørlyck